Narrativ terapi:





Selvet er en fortælling/et narrativ, hvem er jeg og hvor er jeg på vej hen og udfolder sig igennem sproget. Mennesker forsøger altid at skabe mening og sammenhæng som et værn mod kaos og utryghed.

Denne mening organiseres i en fortælling og fortællingen organiserer mening. I narrativ terapi er der fokus på personens fortælling om sig selv og dermed om personens handlinger og identitet.

Det er personen, som er eksperten, forstået på den måde, at der ikke kun er en bestemt måde at være ”rigtig” på. Den historie vi fortæller om os selv, former os selv og vores liv.

Den narrative terapeut er nysgerrig og undersøgende og arbejder sammen med personen på, at få udfoldet problemhistorier og konklusioner om egen identitet og finde frem til, hvad der er vigtigst for den enkelte og udforske nye muligheder og andre måder at se sig selv og sin omverden på og dermed skabe foretrukne historier om sig selv.


I narrativ terapi anvender man en praksis, som hjælper personen med at adskille sig selv ved at objektivere problemet kaldet eksternalisering. Mange mennesker sætter lighedstegn mellem dem selv og problemet, men i narrativ terapi betragtes problemet som problemet og personen som personen.

Når personen begynder at se problemet adskilt fra sig selv og mennesket ikke er bundet til ”sandheder” om deres identitet og negative konklusioner om deres liv, kan personen bedre identificerer tidligere oversete begivenheder og erfaringer, der kan støtte personen mod problemet og giver personen nye muligheder for at handle anderledes i forhold til problemet.



Systemisk terapi





Den systemiske tilgang betyder, at menneskelige problemer forstås og behandles systemisk, dvs. at de ikke tilhører individet, men opstår og vedligeholdes i sociale samspil og derfor også må behandles gennem inddragelse af større systemer uden for det enkelte menneske.


Det er således ikke muligt at forstå et menneskes oplevelser, tanker, følelser og handlinger uden, at man samtidig ved hvilke relationer og hvilken sammenhæng pågældende befinder sig i.


De relationer mennesker indgår i, bliver således væsentlige for at forstå, hvordan ”problemer” opstår.



Åben dialog





Åben Dialog er en netværksorienteret helhedsorienteret tilgang, der inddrager relevante fagprofessionelle og private netværk i forhold til personens situation.


Tilgangen lægger vægt på at personens netværk udgør en ressource, som kan anvendes som et element i indsatsen eller behandlingen.


Tilgangen er baseret på syv principper for hurtig og samtidig indsats i forhold til personen og dennes netværk. Inddragelse af netværkene sker på baggrund af personens ønske.


Som noget af det grundlæggende i Åben dialog, vægter alle udsagn lige og den professionelle rolle er ikke at finde løsninger, men at give et fagligt perspektiv som kan supplere personens eget og resten af netværkets perspektiver.





Åben Dialog er en samtaleform, der styrker relations- og netværksarbejde i et ligeværdigt samspil med mennesker, der har behov for særlig støtte.


Åben Dialog ser personen som et helt menneske og ikke kun som en sygdom, en krise eller et problemer og er særligt velegnet til både voksne og børn med svære problemer, er i krise eller er ramt af psykisk sygdom.


Tænkningen i Åben Dialog opstod i Finland i starten af 1990 og er også kendt som Vestlaplands-modellen. Åben Dialog er udviklet af psykolog Jaakko Seikkula fra Vestlapland i Finland i samarbejde med psykiater Tom Andersen fra Tromsø i Norge.


Modellen har vundet stor anerkendelse verden over på grund af sin humanistiske og respektfulde åbenhed og sine resultater. Centrale elementer er, hvordan vi møder hinanden som mennesker og hvordan vi er medskabere af hinandens liv og sociale kontekster.